shards

by alexandr vatagin

/
  • Includes unlimited streaming via the free Bandcamp app, plus high-quality download in MP3, FLAC and more.

     €5 EUR

     

1.
2.
04:10
3.
4.
5.
6.
7.
03:10

credits

released 12 December 2008

Reviews:

Vital Weekly(nl):
The first work by Alexandr Vatagin, called 'Valeot' was reviewed back in Vital Weekly 519. Since
then we also heard his cello as part of the band Tupolev (Vital Weekly 626). The three years that
have passed since saw his solo work progressing. Back then it was a kind of singer song writer
material to the abstract glitch material of 'Shards'. Here he uses electronics, bass, cello,
vibraphone and field recordings on a rather short CD, eighteen minutes only, with seven relatively
short pieces, which shows that Vatagin listened closely the work of Fennesz and everything that
came after that. Electronics, glitches and real instruments mingle quite nicely, partly creating
flowing ambient textures and sometimes going into the noise end. The material works best if the
real instruments get a somewhat bigger role, such as in the somewhat abrupt ending piece
'Sousier'. In the limitation the master is shown. In a world with so many long CDs with repeated
ideas for too long, this is a small treasure. Not highly original, but damn fine executed. (FdW)

de:bug(de):
Vor kurzem erst veröffentlichte Alexandr Vatagin als Bassist und Cellist mit der Wiener Band
Tupolev ein tolles Album, jetzt kommt sein zweites Soloalbum. Digital bearbeitete Fieldrecordings
treffen auf Bass, Cello und Vibraphon, abstrakte Klänge mischen sich mit melodischen Elementen,
konkreten Instrumental- und Störgeräuschen. Kurz und knapp sind die einzelnen Tracks, die CD
insgesamt nicht mal zwanzig Minuten lang, unglaublich stimmig und auf den Punkt die Musik. Aus
den Ideen hätte man auch locker siebzig Minuten Material herausholen können. Hat man aber
nicht. Klasse.

freistil(at):
Eine eindrucksvolle, 18-minütige Miniatur legt der Valeot-Mitbegründer vor. Ambient-mäßige
Electronics, vermischt mit klassischem Instrumentarium und stimmigen Field Recordings, surren
so leichtfüßig wie stilvoll vor sich hin, entwickeln sich scheinbar mühelos von der Skizze zur
vollendeten Fläche. Sensible Oberflächenbehandlung zeichnet dieses Albumin einer Weise aus,
wie es schon bei anderen Releases auf Valeot(Tupolev, Port-Royal) und Umgebung (Dirac!) zum
signifikanten Merkmal gehörte. Man braucht zur Prognose kein Prophet zu sein, dass hier eine
jugendliche Elektronikzunft heranwächst, von der in abhörbarer Zukunft einiges zu erwarten, ja mit
der fix zu rechnen sein wird.

rockerilla(it):
Nuovo disco solista di Alexandr Vatagin dopo il debutto di "Valeot" pubblicato su Mirakelmusik nel
2006. Da quel disco e poi derivata la label che pubblica questo mini-album in cui malinconie
strumentali vengono intrecciate a tiny-sounds elettronici e semplici melodie di archi. Stridori e
bleep creano tracce minimali e bleep creano tracce minimali e di forma libera, a cui affidare il
proprio spazio uditivo con attenzione e fiducia. Visioni eteree e voli pindarici diretti verso atmosfere
rarefatte caratterizzano la fase conclusiva del percorso sonoro di "Shards", scuotendo gli umori ed
innescando un piacevole senso di straniamento dovuto alla commistione di elementi acustici ed
infiltrazioni elettroniche. Una buona overture per una prossima opera di maggior respiro.

France Musique - Tapage nocturne(fr):
"L'artiste viennois Alexandr Vatagin est un grand amateur d'instruments à cordes (particulièrement
de basse et de violoncelle), mais également de glockenspiel, de vibraphone et bien sur
d'électronique. Contrairement aux mélodies superbes mais un peu glaciales que je vous ai fait
entendre la semaine dernière (Atom TM et Alva Noto), le travail de ce musicien est, tout en restant
expérimental, plus proche d'un jazz abstrait ou d'un post rock instrumental et parfois vocal.
L'ensemble est d'excellente facture tant par la qualité du jeu instrumental que par la belle rigueur
des manipulations électroniques. L'album est disponible sur le catalogue du label viennois Valeot
Records, fondé en 2008 par Alexandr Vatagin et Peter Holy (tous deux membres du groupe
Tupolev)." - Eric Serva

Gonzo(be):
Alexandr Vatagin lijkt wel eigenhandig de stal van zijn eigen Valeot Records te bevolken. Hij speelt
bas in Slon, cello bij Werner Kitzmüller, beide instrumenten in Tupolev, en elektronika in Port-
Royal. En ook zijn solo-escapades brengt hij uit op zijn prille Weense label. Op dit tweede
plaatje(met een speeltijd van achttien minuten) onder zijn eigen naam ontvouwt hij zeven
miniatuurtjes waarin veldopnames, cello, bas en vibrafoon vervlochten worden met digitaal gepiep,
gekraak, gezoem en geruis. De land- en zeekaarten van het continent van de minimale elektro-
akoestische muziek zijn inmiddels allemaal getekend. Terra incognita en aha-erlebnissen hoeft u
op "Shards" dan ook niet te verwachten, zachtmoedige en wonderschone melancholie des te
meer. En voor zij die het niet wisten: het voordeel van een korte plaat is dat je haar snel opnieuw
kan beluisteren.

NPS Folio on Radio 6(nl):
De tweede CD van Alexandr Vatagin uit Oostenrijk is een aardige blend tussen ambient en found
sounds: van "Shards" laten we dan ook een stukje horen.
Iets imposanter gaat het er aan toe op "All Are Welcome" van het duo Male uit Chicago. Jonathan
Krohn en Ben Mjolsness vroegen hun vriendjes en vriendinnetjes uit de scene om onvoorbereid en
in één take mee te musiceren. Aangezien die 'scene' uiteenloopt van klassiek tot progrock mag het
resultaat dan ook veelzijdig heten.
We luiden deze uitzending uit met "Demoni Paradiso" een bizar project van de IJslandse school,
aangevoerd door Johann Johannsson, Stilluppsteypa, BJ Nilsen en DJ Musician onder de naam
Evil Madness. Zij brengen hulde aan de Italiaanse synthetische horrormovie-soundtracks uit de
jaren '70, maar zijn daarbij ook schatplichtig aan de Duitse startmotors Tangerine Dream, Can en
Ahsra Temple. Knorrende baspatronen en spacey stringpads dus, maar met genoeg IJslandse
invloeden tussen de kitsch en cheese om het gehoor scherp te houden.

geiger(dk):
For nylig læste jeg Thomas Bernhards drama Die Macht der Gewohnheit - et bizart stykke om en
tyrannisk cellospillende cirkusdirektør, der tvinger sin cirkustrup til at musicere med ham og år efter
år øve det samme stykke - Schuberts Forellenquintet. Musikken og celloen bliver et udtryk for
manisk kontroltrang eksemplificeret i direktørens rigide skema, hvor han bruger én bestemt cello
inden middag og en anden efter.
Heldigvis kan man også have et lidt mere åbent og frigørende forhold til sit instrument, også
selvom det er en cello. Det er såvel engelske Bela Emerson som østrigske Alexandr Vatagin fine
eksempler på. Begge har udgangspunkt i eksperimentalmusikken, og begge bruger celloen som
central musikalsk nerve i et nuanceret, forgrenet net af referencer og klange. Her er føletråde, der
stikker ud i electronica, minimalisme, jazz og moderne kompositionsmusik. Men man finder også
luftige oaser af enkel, kammermusikalsk skønhed.
Emerson har optrådt med en lang række kunstnere og er bl.a. en del af det fremragende
musikerkollektiv Strings of Consciousness. Men hun kan sandelig også på egen hånd. Alle lyde på
Hespera er skabt af hende selv og hendes cello. Her er klassiske, smukke celloklange, men
celloen bruges også bredere som lydobjekt. Den tages i brug som slagtøjsinstrument, der kradses
og gnides, og celloen bliver forstærket, forvrænget og kørt gennem elektroniske filtre. Ganske
humoristisk har Emerson på sin MySpace-profil postet en "anmeldelse" fra hendes egen far, der i
al kortfattethed lyder: "Too much plinkety-plonk & not enough cello". Og sådan kan man jo også
sige det.
Nu kan det jo i avantgardemusikken godt være sådan, at al den dér "plinkety-plonk" i sig selv bliver
maner og vane, at den fører til påtaget radikalitet og retningsløs fnidren rundt. Men man må sige,
at Emerson bruger de forskellige greb med en udsøgt musikalitet, en sans for variation, energi og
puls. Hun underspiller gerne, kan i lange passager spille enkelt og fint, hvilket gør det langt mere
virkningsfuldt, når hun i numre som "Phosphorus" laver vilde ekskurser ud i atonalitet og abstrakt
støj. Dertil kommer, at selv når Hespera er allermest "plinkety-plonk", ja, så er den det på en
rytmisk overbevisende måde. Det er gennemarbejdet og smukt udført.
Det kan man sådan set også sige om Shards, der selvom den markedsføres som et album dog er
en ganske kort sag på bare 18 minutter. Vatagin tager ikke så klart som Emerson udgangspunkt i
celloen, men den er dog en meget vigtig del af lydbilledet, som dog også præges af bas, vibrafon,
field recordings m.m. Vatagin, der også spiller i bands som Slon og Tupolev, står her for alle lyde. I
forhold til Hespera er der i højere grad tale om udflydende lydmalerier. Her er ikke megen melodi
eller rytme, men stemningsfuldt er det, og netop celloen sørger for, at det mørkt rugende og
rumlende fletværk af lyde ind imellem trods alt folder sig ud i sarte melodiske blomster. Det
forbliver dog fragmenter, anelser. Som om musikken kredser om noget uudsigeligt.
Det er således heller ikke helt nemt at komme ind på livet af pladen. Men man drages alligevel ind i
den både melankolske og lettere uhyggelige atmosfære. De små stykker kunne sikkert gøre sig
godt som underlægning til en film, men de kan nu også fint stå på egen hånd. Det er dog en musik
af en art, som nærmest glider én af hænde, og det er derfor svært virkelig at huske den
efterfølgende. Alligevel påvirkes man. Som af en drøm, man ikke rigtig kan genkalde sig, men som
ikke desto mindre forfølger én dagen lang.

tags

license

all rights reserved

feeds

feeds for this album, this artist